Ruben Frederiksen

Mit liv er langt fra i vinkel. Men når jeg arbejder med denne vinkel kommer jeg tilbage til min barndom. Jeg fik den til min 14 års fødselsdag. Jeg samlede på værktøj, og havde en drøm om at blive tømre. Jeg fik tildelt pladsens under trappen i kælderen, hvor jeg havde mit værktøj. Her satte jeg en dør med lås på til mit eget paradis. Det blev mit lille helle hvor jeg kunne være mig selv og udfærdige træarbejde. Her drømte jeg om mangt og meget.

Da jeg skulle i praktik  som tømre i 9. klasse, blev jeg sendt udenfor i 10 graders frost i en uge for at banke søm i. Det kvalte desværre min drøm. 

Men min glæde ved at arbejde med træ blev ikke mindre. 

Når jeg så tager min vinkel i brug, kommer jeg tilbage til mit sted under trappen… en god fornemmelse og binder min verden godt sammen.  Og det er vel den slags fixpunkter der kan få  vores historie til hænger sammen.. ikke? Også  selv om mange ting bestemt ikke har været i vinkel. Du har sikkert dine fixpunkter.. gode som dårlige. … lad os vælge positive og overbærende øjne på os selv… skriv gerne din kommentar om dine fixpunkter i din historie… det vil glæde mig. Kh Ruben 

Min farmor og farfar havde efter 2. verdenskrig to franske børn i pleje nogle måneder.  Tænk, 21000 børn fra Europa kom til Danmark for at få mad og omsorg. Red Barnet blev etableret 1945, og de begyndte således at hjælpe børn fra det udbombede  østfrankrig til Danmark. Hele tog blev fyldt med børn. Prøv at forestille dig hvordan det har været for disse børn, at blive stuvet sammen og transporteret til Danmark. Det var en lang rejse i et bumletog. Det er barske skæbner og hjerteskærende historier om forældre der var døde med dyb nød til følge. Svært at forestille sig i disse tider hvor vi ikke længere ønsker at hjælpe andre hvis vi ikke får noget ud af det. Det gør indtryk på mig, også ved at læse Nørrung’s artikel (link nedenfor). Hun skriver: “Det, som har gjort dybest indtryk på Aase Nørrung ved mødet med de aldrende plejebørn, er den medmenneskelighed, omsorg og venlighed, de oplevede fra vildt fremmede mennesker i et fremmed land, Danmark. For mange gav det en ballast for livet. Da hun spurgte Pierre Jans, hvad han havde fået ud af at kende familien Skov, gav han et på én gang stort og simpelt svar: ”Jeg lærte at blive et ordenligt menneske, og at man kan skal være god mod hinanden,” sagde han. ”Vi kunne måske lære noget af de plejefamilier,” siger Aase Nørrung. ”De åbnede frivilligt deres hjem for fremmede børn og behandlede dem som deres egne. De hjalp børn, som havde måttet kæmpe for at overleve, og som måske havde været vidner til frygtelige ting. De gjorde det ud fra en humanistisk og medmenneskelig grundindstilling uden at få penge for det eller spørge om, hvad de selv fik igen,” siger hun. ”I dag har vi vænnet os til at betale os fra alting, når vi skal hjælpe. Vi har for travlt, og vi er for trætte, når vi endelig har fri, til at tage os af nogen, som ikke hører til vores nærmeste venner og familie.”

Har vi helt glemt medmenneskelighed her i vores smørhul? Det synes som om der er kommet en mere brutal holdning til mennesker i nød. Lige fra den danske socialforvaltning, som sigter mod at få den billigste løsning, og ikke den mest menneskelige løsning for borgere i nød. Til vores holdning til nye danskere, som kommer fra død og ødelæggelse.

Vel, selvfølgelig kan vi ikke tage hele verdens flygningeproblemer på os, men du og jeg kan gøre noget for vore medmennesker, som ikke er helt lige som os.

Når vi har det svært med os selv, kan det være bedst at gøre noget for andre, og ikke blot se ind i os selv og få medlidenhed. Du og jeg får så meget mere når vi giver noget til andre. Og Det ser ud som om, at man efter 2. verdenskrig, hvor der ikke var meget at gøre med i vores land, forstod dette. Vi modtog ca. 21000 børn og gav dem omsorg og mad. Der var hjerterum og vilje til at gøre noget for mennesker i nød.

Sådan var det i øvrigt også efter 1. verdenskrig. Her modtog vi ca. 25000 såkaldte wienerbørn, som ligeledes fik hjælp.

Lad os få noget af det hjerte tilbage i vores kultur… ikke blot overfor dem som kommer langvejs fra, men også vores nabo.

du kan læse artiklen her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/seniorliv/franske-plejeboerns-danske-historier-kommer-frem-i-lyset

 

Fremtiden bekræftes så godt ved at så eller plante for fremtiden. Det værste der kan ske for os, er når vi mister modet og håbet. Jeg er ved at så æblekerner til produktion af æbletræer.

Skal bruge grundstammer til podning. Det er en kæmpe opmuntring at gøre… også selvom jeg først kan bruge dem om 1 eller 2 år. Jeg bliver også bekræftet i hvor godt det er at bevæge mig ind til kernen, at fokusere på det basale… blive skærpet i det væsentlige her i livet. At sidde her med Valdemar og skære kerner ud af æblerne giver så meget mening og glæde… langt ind i sjælen. Alle terapeuter og coach kan godt pakke sammen.

Så prøvede jeg at producere vores egne knapper. De skulle bruges til en lille trøje. Det er faktisk ikke så svært. Jeg gik ud til noget kvas der skal brændes af. Jeg fandt kirsebær, eg, og røn… noget jeg havde fældet tidligere. Det skal blot være tørt. Og så skar jeg dem i skiver.. Jytte valgte kirsebær… 

Den eneste behandling de har fået er rå linolie. .. vupti… så enkelt er det…

Jeg har altid undret mig, når nogen har omtalt deres kariere som en velplanlagt vej i livet. Jeg kender ærlig talt ikke mange hvor forløbet er en lige linie. Hver gang vi har oplever omvæltninger i vores liv, bliver vi mindet om hvad vore egentlige værdier er. I hvert fald hvis det er nogle svære ting vi går igennem. Jeg har vandret en del i bjergene gennem årene og haft mange menneaker med på turerne. Det har forbavset mig mange gange hvordan forskellige personer har klaret det. Store stærke unge mennesker som var skråsikre på deres formåen der knækkede helt sammen og udviste underlig adfærd. Og jeg har haft spinkle personer med, som sejt og vedholdende klarede vandreturene med braveaur… og som siden har taget deres egne ture i fjeldet med glæde. Det er vel et livsvilkår at det går op og ned i vores livslinie… og så må vi håbe på vi bliver stærkere  og livsduelige og lærer noget nyt for hver omvæltning. Hvis vi blot er “turister” i tilværelsen og oplever det hele på afstand, er det nemt at være klog på andres handlinger. Det er nemt at mene hvordan fodsboldsplilleren skal agere når man er tilskuer. Det er nemt at vide hvad narkomaner skal gøre, hvad de socialt udsatte,  flygtninge osv skal gøre når vi sidder som tilskuere i vores sofa. Men det er vanskeligere at være med i kampen. Her er ikke letkøbte svar på svære emner. Det er meget sværere… men også sjovere og mere lærerigt når vi er med i kampen…. måske ender der med vi bliver helstøbte…. ønsker dig mange dejlige efterårs kolbøtter. KH Ruben 

Min tipoldefar var stenhugger. Eller rettere han blev det. Det havde en ejendom på det sydligste Langeland. Det kunne ikke få brød nok på bordet af deres landbrug, og min tipoldefar lærte sig stenhugger faget. Han huggede denne sten efter en stormflod d. 13. November 1872. Det lyder måske ikke så vildt. Men det var den værste stormflod nogensinde. Vandet blev presset ind fra Østersøen af en gigantisk storm med en vanstandsstignig på 3 meter. Det er aldrig sket siden, og heller ikke så vidt vides før i historien. Dengang havde man jo ikke metrologiske informationer, og ulykken kom uventet. Mange mennesker omkom, og store områder blev oversvømmet. For min oldefar og familie betød det, at deres agerjord blev ødelagt og dermed deres eksistensmulighed. 3 år efter stormfloden “udvandede” de til vestjylland. Når jeg siger udvandede, er det fordi det var en voldsom beslutning at flytte så langt væk. Familien havde før stormfloden lidt nød med for lidt drikkevand til folk og fæ. Min oldefar gav sig til at grave en brønd. I den forbindelse brækkede han sit ben… en kæmpe katastrofe. Hvordan de har klaret at blive færdig med brønden og klare sig alligevel er mig en gåde. 3 år efter stormfloden “udvandrede” de så til heden i vestjylland. Her opdyrkede de 40 tønder land hede. En stor præstation. 

Og nu har jeg så som lykkelig amatør prøvet at arbejde med kampesten og kom i tanke om mine forfædres levned. Som min farfar sagde til mig: “Du skal ikke ønske dig tilbage til gamle dage”. Det er svært at forestille sig hvordan det har været at leve i de barske livsomstændigheder. Men der er ingen grund til at ønske sig tilbage. Vi har grund til taknemmelighed, og glæde os over vores gode forhold. Jeg vil ønske dig en god dag med positive og taknemmelige tanker. KH Ruben 

Så kom jeg i praktik som jord -og betonarbejder. Det er sjovt at lære nyt. Er igang med at lave vores egne fliser. De skal anvendes til højbede. Du vil senere se hvordan det er gået. Jeg er spændt på om det kommer til at virke som jeg ønsker… og så synes jeg i øvrigt det er skønt med fysisk arbejde. Nu har jeg arbejdet i mange år foran en PC. Som dreng ville jeg være tømrer, og i 9. klasse kom jeg i praktik. Jeg skulle banke søm i en hel uge i 10 graders frost. Det satte så en stopper for den drøm. Hjemme havde mine kære forældre opdaget min interesse. Da jeg fyldte 14 år fik jeg høvlbænk, høvl, vinkel, og mange andre værktøjer. Jeg fik tildelt pladsen under trappen til kælderen. Her indrettede jeg en lille værksted, og baksede løs med mange projekter. Jeg har stadig høvlen og vinklen fra min 14 års fødselsdag. Har netop idag brugt vinklen… Jeg har stadig min passion for at arbejde med mange projekter, og nyder at lære nyt. Nu er jeg så igang med at lave fliser… virkelig sjovt… hvis du vil vide mere hvordan jeg har lavet dem, vil det fremgå når jeg er færdig. Det er faktisk nemt nok… Nyd din aften… kærlig hilsen Ruben

 

 

Der findes dem der er familie iflg blodets bånd, og så findes dem der er familie med hjertets bånd. Igår havde vi besøg af 2 af dem som findes i vores hjerte og deres familier. Vi spiste hjemmelavede pizzaer og råhyggede.
Her på Guldsmedgaard har vi haft mange børn i vores varerægt. Eller rettere – Jytte og jeg har. Men de bliver naturligvis en del af fællesskabet. Vi har haft mange babyer i en periode, inden de kommer videre i en anden familie – enten familiepleje elle adoption. Vi får dem ofte fra fødslen til de kommet videre, enten i familiepleje eller adoption. De bliver mellem 4 mdr og 1 år til vi siger “farvel” til dem. Alle disse børn har Jytte og jeg æren af at følge og beholde kontakten til. Og det var to af disse børn vi havde besøg af igår ❤❤
Vi er monster fan af de familier som giver børnene kærlighed. Vi kender mange ubehagelige historier om anbragte børn. Men vi kender endnu flere gode historier om familier som gør en fantastisk indsats. Dem hører vi ikke så meget om. Og så er der det klassiske spørgsmål vi som regel får… er det ikke hårdt at skulle tage afsked med børnene? Jo det er det… det er ved at rive vore hjerter istykker hber gang. Men det giver så meget mening. Og du ved – her hersker den omvendte logik: jo mere kærlighed du giver, jo mere får du tilbage. Og i øvrigt – der findes ingen billeder af disse små på vores feeds… det giver sig selv. Kun billeder af Danilla, hvor vi har tilladelse til det.
Ønsker dig en dejlig søndag… husk at give masser af kærlighed til dine omgivelserne. Du får det mangefold tilbage❤❤
Kærlig hilsen Ruben

Tænk at leve med guld som disse.   Det er den aller vigtigste værdi vi har. Det største vi kan gøre er at give vore børn en god start i livet og gøre dem livsduelige… #guldsmedgaard #ægteværdier. Nyd hinanden denne weekend. Kærlig hilsen Ruben

Her på Guldsmedgaard bor vi 3 generationer. Simon og Anne bor med deres 4 børn i stuehuset, og Jytte og jeg bor i den ene længe, den gamle kostald hvor vi har lavet en dejlig lejlighed med terrasse på den gamle mødding. Vi synes det giver så meget mening at vi kan deltage i hinandens liv uden at sidde lårene af hinanden.  Vi synes det er uvurderligt, at vi kan hjælpe hinanden, og drage fordel af de fælles muligheder vi har ved at bo sammen på samme matrikel. Vi holder af værdier som livskvalitet, fællesskab, relationer. Det giver en god meningsfuld sammenhæng. Jeg ved godt det er nogle luftige emner, som man kan lægge mange forskellige ting i.  Men vi forsøger at efterleve det på vores måde. Det vil du kunne følge her på bloggen. Forresten kan du på billedet se 2 personer mere. Det er Simons to ældste, Sebastian og Josefine, som er her en gang imellem. På billedet mangler sidste skud på stammen, Ella, som snart er 5 måneder gammel. Og der mangler vi mangler Daniella på 18, som har boet her siden hun var 8 måneder gammel. Den skønneste pige man kan tænke sig. Hende vil du også møde her hvis du følger os på denne blog. Du er velkommen indenfor. Ønsker dig og dine en dejlig weekend. Kærlig hilsen Ruben

Bevidstheden om mine og vores værdier vil altid stå højt.  For at komme videre kan det være godt at sige pyt skidt, så nye livskapitler kan leves. Hvor er det dog vigtigt at have livsværdierne på plads, så vi ikke væltes omkuld af uvæsentlige emner. Når vi bliver rigtig pressede bliver det synligt om vi kan beholde os selv på ret kurs. Her på Guldsmedgaard har vi haft en forfærdelig hård sommer, da vi har måttet lukke vores virksomhed. En drøm brast, og vi har mistet mange penge og brugt 5 år på at bygge det op, samt sagt farvel til skønne medarbejdere. Vores relationer i familien har vist sig slidstærke, og vi er begyndt at se fremad igen. Jeg husker da jeg for første gang for alvor opdagene hvilken betydning stærke relationer har. I 1980 blev vores ældste datter Sara alvorligt syg af minigitis. Jytte (min hustru) og jeg opdagede at det bragte os nærmere hinanden. Det kunne sagtens have været anderledes. Vi vil altid kæmpe for ægte værdier i vores relationerne ❤