I sporet på en stenhugger

Min tipoldefar var stenhugger. Eller rettere han blev det. Det havde en ejendom på det sydligste Langeland. Det kunne ikke få brød nok på bordet af deres landbrug, og min tipoldefar lærte sig stenhugger faget. Han huggede denne sten efter en stormflod d. 13. November 1872. Det lyder måske ikke så vildt. Men det var den værste stormflod nogensinde. Vandet blev presset ind fra Østersøen af en gigantisk storm med en vanstandsstignig på 3 meter. Det er aldrig sket siden, og heller ikke så vidt vides før i historien. Dengang havde man jo ikke metrologiske informationer, og ulykken kom uventet. Mange mennesker omkom, og store områder blev oversvømmet. For min oldefar og familie betød det, at deres agerjord blev ødelagt og dermed deres eksistensmulighed. 3 år efter stormfloden “udvandede” de til vestjylland. Når jeg siger udvandede, er det fordi det var en voldsom beslutning at flytte så langt væk. Familien havde før stormfloden lidt nød med for lidt drikkevand til folk og fæ. Min oldefar gav sig til at grave en brønd. I den forbindelse brækkede han sit ben… en kæmpe katastrofe. Hvordan de har klaret at blive færdig med brønden og klare sig alligevel er mig en gåde. 3 år efter stormfloden “udvandrede” de så til heden i vestjylland. Her opdyrkede de 40 tønder land hede. En stor præstation. 

Og nu har jeg så som lykkelig amatør prøvet at arbejde med kampesten og kom i tanke om mine forfædres levned. Som min farfar sagde til mig: “Du skal ikke ønske dig tilbage til gamle dage”. Det er svært at forestille sig hvordan det har været at leve i de barske livsomstændigheder. Men der er ingen grund til at ønske sig tilbage. Vi har grund til taknemmelighed, og glæde os over vores gode forhold. Jeg vil ønske dig en god dag med positive og taknemmelige tanker. KH Ruben 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *